I Norge refunderer udstederen overbetalingen, ikke vejafgiftsselskabet

På en norsk vejafgiftsfaktura er der to forskellige instanser, og de forveksles let. Stationerne tilhører et bompengeselskap — vejafgiftsselskabet, der finansierer det konkrete projekt. Aftaleindehaveren afregnes dog af sin egen AutoPASS-udsteder (utsteder), og det er udstederen, der skal erstatte mistede rabatter (utstederforskriften § 16). Et krav sendt til vejafgiftsselskabet havner hos en part, der ikke kan imødekomme det.

Hvorfor fakturaen ser korrekt ud

Systemet har to slags regler. Nogle skal operatøren anvende selv: én betalbar passage pr. time inden for en passagegruppe (timesregel) og et månedligt loft over betalbare passager (passeringstak). Andre er standardværdier, der anvendes, når data mangler: et køretøj, hvis emissionsklasse ikke er registreret hos udstederen, afregnes med den højeste takst i sin gruppe.

I begge tilfælde ser fakturalinjen lige rigtig ud. Forskellen er, hvad der burde være sket og ikke skete — og det viser en enkelt linje ikke.

Fire steder, hvor penge forsvinder stille

Taksten efter emissionsklasse; timereglen; månedsloftet; rabattrinnet på færger. Færger har deres egen aftale og egen rabat: med en AutoPASS forudbetalingsaftale for færger får en erhvervskunde 40 %, med kun en brik 10 %, uden begge fuld pris. På fakturaen ser alle tre ens ud.

Hvad der kan kræves tilbage, og hvad der kun er en besparelse

Denne skelnen er det vigtigste punkt i hele gennemgangen. Er klassen registreret, og blev den højeste takst alligevel anvendt, er det udstederens fejl, og beløbet kan kræves tilbage (§ 16). Er klassen ikke registreret, er det brugerens pligt at oplyse data (§ 15 c): efter registrering gælder taksten fremadrettet og siger intet om fortiden. I det andet tilfælde er beløbet reelt, men det er ikke et krav — og vi kalder det heller ikke et krav.

Det samme gælder færger. Var kontoens saldo negativ, falder rabatten efter vilkårene til 10 % — nedsættelsen er aftalemæssig, så der er intet grundlag for at kræve den tilbage. Tabet er reelt, men det undgås ved at fylde forudbetalingen op i tide, ikke ved et krav.

Fristen, og hvad vi ikke gør

Norges almindelige forældelsesfrist er tre år (foreldelsesloven) og regnes fra hver enkelt betaling. Vi fremsætter ikke kravet hos udstederen i jeres navn og kontakter ham ikke: vi angiver, hvilke linjer der er afregnet forkert, og fremlægger en beregning, der kan gentages — kunden henvender sig selv til udstederen.